Verdensmålene
Bæredygtig udvikling kom for alvor på skrivebordet da verdens stats- og regeringsledere gik sammen på FN topmøde i 2015. Der blev dannet 169 ambitiøse delmål inden for 17 kategorier, som frem til 2030 vil guide alle verdens lande mod bæredygtig udvikling for både mennesker og planeten.
Der har tidligere været mål sigtet mod 2015, hvorfor der er set stor forbedring i verden de seneste 20 år:
· Siden 1990 er fattigdom faldet med næsten 75%
· 9 ud af 10 børn i u-lande indskrives i skole
· Dobbelt så mange børn overlever deres 5-års fødselsdag
· 45% færre kvinder dør i forbindelse med graviditet eller fødsel
· 2 mia. mennesker har fået adgang til forbedret drikkevand
· Millioner af menneskeliv er reddet grundet bedre forebyggelse og behandling af smitsomme sygdomme (fx malaria, tuberkulose, HIV/AIDS)
De nye verdensmål vil denne gang have et fokus rettet mod bæredygtighed. FN’s definition af bæredygtighed er ”en udvikling hvor opfyldelsen ad de nulevende generationers behov ikke sker på bekostning af fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov”
Selvom fysioterapi måske ikke er det første, du tænker på, når du læser om verdensmålene, kan dette sagtens relateres til nogle af målene – særligt målet om sundhed og trivsel. Fysioterapien indebærer blandt andet forebyggelse, behandling, sundhedsfremme, uddannelse, trivsel og livsstil. Der arbejdes med et biologisk-psykologisk-socialt perspektiv på sundhed både lokalt og globalt.
Referencer:
Kubasha Crew
Gennem vores tid i Rwanda, lærer vi meget om den nye kultur og kontekst, som vi er havnet i, og hvordan vi kan bruge vores fysioterapeutiske evner her. Vi lærer af hvordan fysioterapeuterne agerer på King Faisal Hospital, men også hvordan beboerne i lokalområdet gør brug af fysioterapeutiske elementer, uden at de er klar over dette. Dette ses hos breakdancerne Kubasha Crew. Som tidligere beskrevet, er det et team bestående af otte gutter med funktionsnedsættelse – herunder bl.a. en døvstum, en der har amputeret benet, en der er født uden hånd o.lign. Der er træning alle hverdage kl 9-12 i Maison de Jeune (Ungdomscenter) i området Kimisagara i Kigali. Dog er det ikke alle gutter, der har mulighed for at komme hver dag. Der er to trænere tilknyttet holdet; Alex Hesky og Amani Kiwembe. De er begge enormt talentfulde inden for breakdance – Kiwembe betragtes som den bedste i Rwanda, og har repræsenteret Rwanda til VM-kvalifikation i Kina. Når man ser, hvordan de to arbejder med Kubasha Crew, er det tydeligt, at de har store kompetencer inden for bevægeanalyse – et redskab hyppigt brugt i fysioterapi. Det ses at de er ambitiøse på deltagernes vegne, og dette mærkes også, når de har været vores instruktører i dans.
Resultatet af deres arbejde med gutterne set fra et bio-psyko-socialt perspektiv:
Biologisk: Der ses en tydelig forbedring i deres funktionsevne – øget styrke, bevægelighed, koordination, kondition. Dette er til stor fordel for almen daglig livsførsel. Desuden er der de generelle sundhedsmæssige fordele ved at dyrke motion så som nedsat risiko for nogle sygdomme og mental sundhed.
Psykologisk: Fysisk aktivitet er kendt som et middel til at øge velvære og livskvalitet. Drengene udvikler nogle skills, som kan være med til at øge deres selvværd og selvtillid – det ses at de med stolthed viser deres breakdance frem. Dansen og trænerne motiverer dem til træning, og der ses smil og latter undervejs. De bliver presset af sig selv, trænerne og hinanden, hvilket giver dem nogle rigtige gode resultater – det kan vi fysser godt lære lidt af.
Socialt: Drengene er en del af et team – et socialt sammenhold, hvor det er normen at have en form for funktionsnedsættelse. De har opture sammen, nedture sammen og de kæmper mod det samme mål. Det er ikke kun inden for de otte drenge, men også et sammenhold blandt dansere generelt, da der er andre breakdancere, der øver sig på samme tid og i det samme lokale.
Deres danseevner inspirerer også andre, som ikke har en funktionsnedsættelse. Når vi som fysioterapeuter ser dem danse, får man en følelse af, at intet er umuligt.
Den måde der arbejdes på, knytter derfor tydelige tråde til verdensmålet om Sundhed og trivsel. Der ses dog også, at drengene får gratis mulighed for træning. Så selvom det synes, at de ikke har økonomisk overskud, får det stadig mulighed for denne træning og sociale samvær. Dette læner sig op ad målet om at reducere ulighed. Desuden kan det forestilles at drengene gennem et øget funktionsniveau vil få lettere ved at få et arbejde og derved tjene nogle penge. Dette vil på sigt være med til at opfylde verdensmålet om at afskaffe fattigdom.
Vedaste set med fysioterapeutiske øjne
Vedastes fysiske handicap udviklede sig fra omkring 16-års alderen. Vi har endnu ikke fuldt afklaret hvad hans problematik/diagnose består i. Som vi har fået fortalt, startede problematikken i han højre knæ. I dag ses det, at lænderyggen er roteret mod højre og lateralt flekteret mod venstre. Rotationen af lænderyggen bevirker, at den højre hofte står bag den venstre. Der ud over ses at hans højre knæ er hyperekstenderet til ca. -20 grader. Trods disse deformiteter har Vedaste ikke store smerter. Vedaste blev nødt til at flytte fra sin familie, da de ikke længere kunne forsørge ham. Han kravlede til det lokale sygehus for at få hjælp, men da han ikke havde penge, kunne de ikke hjælpe ham.
Anne og Lasse var, som skrevet i et tidligere blogindlæg, på besøg hos Vedaste, som er en af drengene fra Kubasha Crew. Her oplevede de på egen krop tilværelsen i storbyen som Kigali med store bjerge uden penge på lommen og med et fysisk handicap.
Vedaste bor forholdsvis tæt på ungdomscenteret – dog er vejen til hans hus op af snoede, smalle, hullede og meget stejle stier, hvilket Vedaste klarer så nemt som ingenting trods fysisk handicap og krykkestok. Her på toppen bjerget bor Vedaste i et lille lejet hus på ca. 9 Kvm. Huset består af 2 rum; et soveværelse/tøjskab og et rum, hvor han kunne lave mad over kul. Toilettet er til fælles afbenyttelse for de personer, som bor omkring.
Vedaste lavede den rwandiske nationalret, ugali, til Anne og Lasse. Ugali er lavet af tørret og malet kasava-rod blandet op med vand og derefter varmet op til en masse, som bedst af alt kan beskrives som én stor, hvid og varm bussemand. Kasava-rod er en meget billig og tilgængelig kulhydratkilde her i Rwanda, hvilket gør den meget populær. Pointen med denne beretning om mødet med Vedsate er at give et indblik i hans hverdag, og hvordan han, trods fysisk handicap, et minimum af penge og en general hård tilværelse, klarer den. En meget væsentlig grund til at Vedaste klarer sig så forholdsvis godt er, at han er medlem af det gratis tilbud; Kubasha Crew.
Med fysioterapeutiske øjne ses det tydeligt, at den bio-psyko-sociale model virker i praksis. Før Vedsate begyndte at breakdance, har vi fået beskrevet, at han var meget tilbagetrukket, dugnakket, stille og med meget små bevægelser. 4 mdr. efter er situationen en markant anden – han stiller sig stolt frem og fortæller om hans udvikling og viser med et kæmpe smil og sved på panden dans og tricks. Det ses tydeligt, hvordan styrke og fitness niveau er forbedret igennem den benhårde breakdance-træning med Heskey og Amani. Gennem de fysiske forbedringer og følelsen af at være en del af en gruppe ses ligeledes at Vedastes mentale sundhed er øget.
Olivier set med fysioterapeutiske øjne
Olivier er 18 år, og han bor sammen med sine forældre, fire brødre og en søster. Hans storebror er flyttet ud, og han er arkitektstuderende.
Olivier skal gå ca 25 minutter gennem en landsby og op ad et bjerg af små stier og over hullede broer for at komme til ungdomscentret. Olivier har et meget lille og deformt højre ben, og er derfor nødsaget til at gå med krykker, hvilket gør det meget imponerende at se hvordan han kommer op af de ufremkommelige stier, der for mange ikke-handicappede mennesker ville være meget krævende. Det sætter livet i perspektiv.
Huset, som de bor i, er ca 20 kvm. Det første man ser på ejendommen er et udeområde, hvor de laver mad og vasker tøj. Her har de også små skamler og gamle plastikstole, som man kan sidde på. Olivier har også 2 duer som kæledyr på taget.
Når man skal gå ind i huset, skal man lige passe på, at man ikke slår hovedet i toppen af dørkarmen. Her kommer man ind i et lille rum med et spisebord i knæhøjde med stole rundt om. Oliviers mor har skåret frugt og sat stole og bænke til bordet, så vi alle kan spise. Hvis man går videre gennem stuen, kommer man til et lille køkken, som ikke ser ud til at være i brug. Det er også en seng, hvor hans ene lillebror sover. Videre ind kommer man til 2 andre senge, og der ser ud til at være en madras på nogle hylder. Her sover de to og to sammen på et meget lille område.
Det 6. verdensmål fortæller om rent vand og sanitet, hvilket er udfordrende i Oliviers tilfælde. Det er uvist hvor Olivier får vand fra – det vil være meget udfordrende for ham at transportere de store 19-liters vanddunke op ad bjerget med hans tilstand, hvilket gør, at han højst sandsynligt har brug for hjælp fra hans omgangskreds.
Verdensmål 4 handler om muligheden for at gå i skole og retten til uddannelse. Olivier går i skole og hans storebror studerer til arkitekt, men vi ved ikke noget om hans andre søskende eller kønsfordelingen i forhold til om hans lillesøster kommer til at gå i skole, når hun bliver ældre.
Verdensmål 5 og 8 handler om forskel på køn, men også muligheden for at arbejde. I Oliviers familie var det hans mor, der arbejdede ved at sælge frugt, mens hans far var hjemmegående og arbejder kun, når det passer- ca. hver anden uge. Lønnen pr måned på at sælge frugt kan tænkes ikke er tilstrækkelig for 2 voksne mennesker og 5 børn. Dertil er arbejdsfordelingen mellem mor og far ret forskellig. Hvordan det er i andre husstande er meget usikkert.
Når man skal se på Oliviers hverdag med fysioterapeut øjne ser man mange udfordringer. For os der kommer fra Danmark/Norge, er det nemt at sige, hvad han og hans familie mangler, for at Olivier skal få et bedre liv trods hans handicap. Det vigtig at huske på, at de af økonomiske årsager og generel afrikansk standard ikke er, som vi er vant med. Olivier har skabt sin egen hverdag med de ressourcer han og hans familie har, og derfor kan man kun bruge sin observation til at sige, hvad der skulle være anderledes.
Huset er ikke lavet til, at han skal gå rundt med krykker. Det er genstande, der ligger på gulvet og møblerne er meget tæt på hinanden. Hvis familien havde haft nok penge, eller hvis man kunne fået støtte af det offentlige, ville det være en god idé at starte med at ommøblere i hans hjem.
Fysioterapi på King Faisal hospital i Rwanda 