Barberblade og komøg

I artiklen beskrives, hvordan Zulu-folket tager til heksedokter. Dette gør de blandt andet fordi det er nemt tilgængeligt (i forhold til sundhedsprofessionelle), det er dét, som man tror virker, og fordi det er kendt i deres kultur, at forbandelser kan være årsag til sygdom og smerte. Borgernes har ligeledes svært ved at overføre deres smerter til at kunne have en sammenhæng til ADL-funktioner el. lign. Behandlingsmetoden kan indebære at blive skåret i med barberblade i det område, hvor smerten befinder sig for efterfølgende at få tværet komøg i såret for at fjerne sygdommen. Det er altså en direkte farlig behandling grundet høj risiko for infektion. At fortælle dem, at denne behandlingstilgang er ineffektiv, vil sandsynligvis være det samme som at overbevise os om at jorden er flad. Man skal huske sig selv på, at disse mennesker ikke er dumme, men i stedet for erkende, at de er opvokset med denne form for behandlingsmetoder i mange generationer, og ikke skolet som os, hvor alt skal bunde i evidens. Dette kan overføres til den måde de patienter, som vi har mødt på King Faisal sygehus samt den måde deres fysioterapeuter arbejder. Selvom den fysioterapi vi har set her i Rwanda ikke indebærer barberblade og komøg, ses der alligevel nogle elementer som gennem vores danske øjne vurderes til at være ineffektive.

Vi høre historier om at folk fra Rwanda går heksedoktor og oplever at de får passive behandlinger hos fysioterapeuterne. 

Grunden til dette er sandsynligvis, fordi den relation man oplever kan være helende i sig selv. Heksedoktoren taler det lokale sprog, og kommunikationen og relationen har derfor bedre forudsætninger end med engelsktalende sundhedsprofessionelle. Dette kan overføres til massage og TENS-behandling hos fysioterapeuterne på sygehuset, hvor patienterne har en opfattelse af at dette er den rette behandlingstilgang. 

Når vi i denne blog er gode til at kritisere andre for deres praksis, skal vi samtidig huske at være kritiske overfor vores egen praksis, da der altid er plads til forbedring. Et eksempel på at det er vigtigt at være kritisk overfor sin egen praksis er, at der på King Faisal ofte blev brugt varmebehandling, og at der ikke var nogen præoperative rehabilitering, som eller er god praksis i Danmark. Dog viste det sig efter en litteratursøgning, at der var god evidens for varmepuder og at præoperative rehabilitering ikke føre til bedre resultat et år efter operation.

Ulighed i sundhed

Vedaste er et eksempel på, at sundhed ikke er lige for alle i Rwanda. Da han kom kravlende til sygehuset, efter han var blevet smidt ud hjemmefra, kunne de ikke gøre noget, da hverken havde penge eller en forsikring.

En mand fra Huye, en by 3 timers kørsel fra Kigali, havde store problemer med smerter i sine ben. Under samtalen med fysioterapeuten blev det klart, at han ikke havde mulighed for at komme til fysioterapi 3 gange ugentligt, grundet den store distance. Han blev bedt om at flytte til Kigali mens rehabiliteringen stod på, hvilket han accepterede. For at manden kunne få sin behandling, skulle han have sundhedsforsikring, penge, mulighed for at flytte til Kigali, familien skulle flytte med, eller også skulle han undvære dem. Der skulle altså foretages store ændringer i hans og familiens tilværelse. 

Dette fortæller os, at sundhedsvæsenet i Rwanda er centreret i Kigali, hvilket begrænser mange folk fra landdistrikterne i at have tilgang til denne. Tiden og pengene, som skal bruges på transport, er for meget for store dele af befolkningen 

En af faktorerne for manglende adgang til sundhedsvæsenet uden for Kigali bunder i mangel på sundhedspersonale. I 2013 var der 0,84 fysioterapeuter, læger, sygeplejersker og jordemødre til 1000 indbyggere, hvilket på ingen måde kan dække behovet. https://en.wikipedia.org/wiki/Healthcare_in_Rwanda

Kvinders arbejde, sprog og kultur

I et Zulu samfund er det kvinderne, der skal arbejde. De skal lave mad, vaske tøj, hente vand og vise omsorg for resten af familien. Her skal de også arbejde når de er gravide frem til barnet melder sin ankomst. En uge efter barnet er født skal de ud på marken og arbejde igen. Det fysiske arbejde en kvinde skal lave er stort. Blandt andet skal de bære 25l vand fra vand stationen og hjem – mange af dem tager op til 3 ture om dagen, hvor de også bære plastikdunke på hovedet eller i trillebøre. Herudover skal kvinderne høste mad og plante planter. Størstedelen af bevægelserne de laver, handler om at bøje i ryggen, og belastningen på lænden er høj. Kvinder i norden har ikke den samme belastning. Blandt andet har vi love, der fortæller, hvor længe man skal arbejde ad gangen. Vi har retningslinjer fra arbejdstilsynet i Danmark, der forholder sig til sikkerhed for borgerne. Her bliver det taget hensyn til arbejdsmængde, arbejdsforhold, psykisk/fysisk belastning, arbejdsstilling, miljø, belysning osv. Man kan ikke sige at Zulu befolkninger har de samme rettigheder. 

Kommunikation er en vigtig del af fysioterapi. Det handler om, at man skal danne sig et billede af patienten på et bio-psyko-socialt niveau, samt danne en kulturel forståelse, så man kan hjælpe patienten på bedst mulig måde. Folkeslaget Zulu er bosat i Sydafrika og har sit eget sprog(zulu) Det er få engelsktalende i folkeslaget, og oversættere er heller ikke nemt at få fat på. Udfordringerne er mange når hverken læger eller fysioterapeuter taler det lokale sprog, heraf kommunikationen mellem patient og fysioterapeut/læger bliver misforstået 

Zulu-sprog opleves med manglende ordforråd. Blandt andet kan en Zulu sige at kroppen er syg, men at de ikke har smerter. Derudover kan de sige, at de tror smerter i ryggen kan stamme fra smerter i tommelen, og i stedet for at sige hvor de har smerter, vil de lave ansigtsudtryk for at fortælle, at de har smerter. Derfor opleves det, at man ikke kan give en god behandling fordi, det er mangel på kommunikation og forståelse med patienten. Man oplever at man ikke kunne give en god behandlingsplan grundet kommunikation, men også grundet deres kulturelle livsstil og hverdag. 

Kvinderne fra Zulu folket, er den primære forsørger, hvorfor det er et kæmpe tab for familien, hvis hun eksempelvis får store smerter. I modsætning til Rwanda og zulu-folket er der i Danmark mulighed for at få sygedagpenge, hvis ikke man har mulighed for at arbejde. 

Verdensmålene

Bæredygtig udvikling kom for alvor på skrivebordet da verdens stats- og regeringsledere gik sammen på FN topmøde i 2015. Der blev dannet 169 ambitiøse delmål inden for 17 kategorier, som frem til 2030 vil guide alle verdens lande mod bæredygtig udvikling for både mennesker og planeten.

Der har tidligere været mål sigtet mod 2015, hvorfor der er set stor forbedring i verden de seneste 20 år:

·       Siden 1990 er fattigdom faldet med næsten 75%

·       9 ud af 10 børn i u-lande indskrives i skole

·       Dobbelt så mange børn overlever deres 5-års fødselsdag

·       45% færre kvinder dør i forbindelse med graviditet eller fødsel

·       2 mia. mennesker har fået adgang til forbedret drikkevand

·       Millioner af menneskeliv er reddet grundet bedre forebyggelse og behandling af smitsomme sygdomme (fx malaria, tuberkulose, HIV/AIDS)

De nye verdensmål vil denne gang have et fokus rettet mod bæredygtighed. FN’s definition af bæredygtighed er ”en udvikling hvor opfyldelsen ad de nulevende generationers behov ikke sker på bekostning af fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov”

Selvom fysioterapi måske ikke er det første, du tænker på, når du læser om verdensmålene, kan dette sagtens relateres til nogle af målene – særligt målet om sundhed og trivsel. Fysioterapien indebærer blandt andet forebyggelse, behandling, sundhedsfremme, uddannelse, trivsel og livsstil. Der arbejdes med et biologisk-psykologisk-socialt perspektiv på sundhed både lokalt og globalt.

Referencer:

www.groenforskel.dk

www.verdensmaalene.dk

Kubasha Crew

Gennem vores tid i Rwanda, lærer vi meget om den nye kultur og kontekst, som vi er havnet i, og hvordan vi kan bruge vores fysioterapeutiske evner her. Vi lærer af hvordan fysioterapeuterne agerer på King Faisal Hospital, men også hvordan beboerne i lokalområdet gør brug af fysioterapeutiske elementer, uden at de er klar over dette. Dette ses hos breakdancerne Kubasha Crew. Som tidligere beskrevet, er det et team bestående af otte gutter med funktionsnedsættelse – herunder bl.a. en døvstum, en der har amputeret benet, en der er født uden hånd o.lign. Der er træning alle hverdage kl 9-12 i Maison de Jeune (Ungdomscenter) i området Kimisagara i Kigali. Dog er det ikke alle gutter, der har mulighed for at komme hver dag. Der er to trænere tilknyttet holdet; Alex Hesky og Amani Kiwembe. De er begge enormt talentfulde inden for breakdance – Kiwembe betragtes som den bedste i Rwanda, og har repræsenteret Rwanda til VM-kvalifikation i Kina. Når man ser, hvordan de to arbejder med Kubasha Crew, er det tydeligt, at de har store kompetencer inden for bevægeanalyse – et redskab hyppigt brugt i fysioterapi. Det ses at de er ambitiøse på deltagernes vegne, og dette mærkes også, når de har været vores instruktører i dans.

Resultatet af deres arbejde med gutterne set fra et bio-psyko-socialt perspektiv:

Biologisk: Der ses en tydelig forbedring i deres funktionsevne – øget styrke, bevægelighed, koordination, kondition. Dette er til stor fordel for almen daglig livsførsel. Desuden er der de generelle sundhedsmæssige fordele ved at dyrke motion så som nedsat risiko for nogle sygdomme og mental sundhed.

Psykologisk: Fysisk aktivitet er kendt som et middel til at øge velvære og livskvalitet. Drengene udvikler nogle skills, som kan være med til at øge deres selvværd og selvtillid – det ses at de med stolthed viser deres breakdance frem. Dansen og trænerne motiverer dem til træning, og der ses smil og latter undervejs. De bliver presset af sig selv, trænerne og hinanden, hvilket giver dem nogle rigtige gode resultater – det kan vi fysser godt lære lidt af.

Socialt: Drengene er en del af et team – et socialt sammenhold, hvor det er normen at have en form for funktionsnedsættelse. De har opture sammen, nedture sammen og de kæmper mod det samme mål. Det er ikke kun inden for de otte drenge, men også et sammenhold blandt dansere generelt, da der er andre breakdancere, der øver sig på samme tid og i det samme lokale.

Deres danseevner inspirerer også andre, som ikke har en funktionsnedsættelse. Når vi som fysioterapeuter ser dem danse, får man en følelse af, at intet er umuligt.

Den måde der arbejdes på, knytter derfor tydelige tråde til verdensmålet om Sundhed og trivsel. Der ses dog også, at drengene får gratis mulighed for træning. Så selvom det synes, at de ikke har økonomisk overskud, får det stadig mulighed for denne træning og sociale samvær. Dette læner sig op ad målet om at reducere ulighed. Desuden kan det forestilles at drengene gennem et øget funktionsniveau vil få lettere ved at få et arbejde og derved tjene nogle penge. Dette vil på sigt være med til at opfylde verdensmålet om at afskaffe fattigdom.

Vedaste set med fysioterapeutiske øjne

Vedastes fysiske handicap udviklede sig fra omkring 16-års alderen. Vi har endnu ikke fuldt afklaret hvad hans problematik/diagnose består i. Som vi har fået fortalt, startede problematikken i han højre knæ. I dag ses det, at lænderyggen er roteret mod højre og lateralt flekteret mod venstre. Rotationen af lænderyggen bevirker, at den højre hofte står bag den venstre. Der ud over ses at hans højre knæ er hyperekstenderet til ca. -20 grader. Trods disse deformiteter har Vedaste ikke store smerter. Vedaste blev nødt til at flytte fra sin familie, da de ikke længere kunne forsørge ham. Han kravlede til det lokale sygehus for at få hjælp, men da han ikke havde penge, kunne de ikke hjælpe ham.

Anne og Lasse var, som skrevet i et tidligere blogindlæg, på besøg hos Vedaste, som er en af drengene fra Kubasha Crew. Her oplevede de på egen krop tilværelsen i storbyen som Kigali med store bjerge uden penge på lommen og med et fysisk handicap.

Vedaste bor forholdsvis tæt på ungdomscenteret – dog er vejen til hans hus op af snoede, smalle, hullede og meget stejle stier, hvilket Vedaste klarer så nemt som ingenting trods fysisk handicap og krykkestok. Her på toppen bjerget bor Vedaste i et lille lejet hus på ca. 9 Kvm. Huset består af 2 rum; et soveværelse/tøjskab og et rum, hvor han kunne lave mad over kul. Toilettet er til fælles afbenyttelse for de personer, som bor omkring.

Vedaste lavede den rwandiske nationalret, ugali, til Anne og Lasse. Ugali er lavet af tørret og malet kasava-rod blandet op med vand og derefter varmet op til en masse, som bedst af alt kan beskrives som én stor, hvid og varm bussemand. Kasava-rod er en meget billig og tilgængelig kulhydratkilde her i Rwanda, hvilket gør den meget populær. Pointen med denne beretning om mødet med Vedsate er at give et indblik i hans hverdag, og hvordan han, trods fysisk handicap, et minimum af penge og en general hård tilværelse, klarer den. En meget væsentlig grund til at Vedaste klarer sig så forholdsvis godt er, at han er medlem af det gratis tilbud; Kubasha Crew.

Med fysioterapeutiske øjne ses det tydeligt, at den bio-psyko-sociale model virker i praksis. Før Vedsate begyndte at breakdance, har vi fået beskrevet, at han var meget tilbagetrukket, dugnakket, stille og med meget små bevægelser. 4 mdr. efter er situationen en markant anden – han stiller sig stolt frem og fortæller om hans udvikling og viser med et kæmpe smil og sved på panden dans og tricks. Det ses tydeligt, hvordan styrke og fitness niveau er forbedret igennem den benhårde breakdance-træning med Heskey og Amani. Gennem de fysiske forbedringer og følelsen af at være en del af en gruppe ses ligeledes at Vedastes mentale sundhed er øget.   

Olivier set med fysioterapeutiske øjne

Olivier er 18 år, og han bor sammen med sine forældre, fire brødre og en søster. Hans storebror er flyttet ud, og han er arkitektstuderende. 

Olivier skal gå ca 25 minutter gennem en landsby og op ad et bjerg af små stier og over hullede broer for at komme til ungdomscentret. Olivier har et meget lille og deformt højre ben, og er derfor nødsaget til at gå med krykker, hvilket gør det meget imponerende at se hvordan han kommer op af de ufremkommelige stier, der for mange ikke-handicappede mennesker ville være meget krævende. Det sætter livet i perspektiv.

Huset, som de bor i, er ca 20 kvm. Det første man ser på ejendommen er et udeområde, hvor de laver mad og vasker tøj. Her har de også små skamler og gamle plastikstole, som man kan sidde på. Olivier har også 2 duer som kæledyr på taget. 

Når man skal gå ind i huset, skal man lige passe på, at man ikke slår hovedet i toppen af dørkarmen. Her kommer man ind i et lille rum med et spisebord i knæhøjde med stole rundt om. Oliviers mor har skåret frugt og sat stole og bænke til bordet, så vi alle kan spise. Hvis man går videre gennem stuen, kommer man til et lille køkken, som ikke ser ud til at være i brug. Det er også en seng, hvor hans ene lillebror sover. Videre ind kommer man til 2 andre senge, og der ser ud til at være en madras på nogle hylder. Her sover de to og to sammen på et meget lille område. 

Det 6. verdensmål fortæller om rent vand og sanitet, hvilket er udfordrende i Oliviers tilfælde. Det er uvist hvor Olivier får vand fra – det vil være meget udfordrende for ham at transportere de store 19-liters vanddunke op ad bjerget med hans tilstand, hvilket gør, at han højst sandsynligt har brug for hjælp fra hans omgangskreds.

Verdensmål 4 handler om muligheden for at gå i skole og retten til uddannelse. Olivier går i skole og hans storebror studerer til arkitekt, men vi ved ikke noget om hans andre søskende eller kønsfordelingen i forhold til om hans lillesøster kommer til at gå i skole, når hun bliver ældre. 

Verdensmål 5 og 8 handler om forskel på køn, men også muligheden for at arbejde. I Oliviers familie var det hans mor, der arbejdede ved at sælge frugt, mens hans far var hjemmegående og arbejder kun, når det passer- ca. hver anden uge. Lønnen pr måned på at sælge frugt kan tænkes ikke er tilstrækkelig for 2 voksne mennesker og 5 børn. Dertil er arbejdsfordelingen mellem mor og far ret forskellig. Hvordan det er i andre husstande er meget usikkert. 

Når man skal se på Oliviers hverdag med fysioterapeut øjne ser man mange udfordringer. For os der kommer fra Danmark/Norge, er det nemt at sige, hvad han og hans familie mangler, for at Olivier skal få et bedre liv trods hans handicap. Det vigtig at huske på, at de af økonomiske årsager og generel afrikansk standard ikke er, som vi er vant med. Olivier har skabt sin egen hverdag med de ressourcer han og hans familie har, og derfor kan man kun bruge sin observation til at sige, hvad der skulle være anderledes. 

Huset er ikke lavet til, at han skal gå rundt med krykker. Det er genstande, der ligger på gulvet og møblerne er meget tæt på hinanden. Hvis familien havde haft nok penge, eller hvis man kunne fået støtte af det offentlige, ville det være en god idé at starte med at ommøblere i hans hjem.  

Efter de første to uger i Rwanda, har vi haft mange nye tanker og syn på kulturen og vores omgivelser. Ud fra de 5 effectuation principper, har vi prøvet at strukturere nogle af disse tanker med henblik på vores samarbejdspartner og livet omkring os i øvrigt.

Effectuation betyder at sætte noget i spil, og principperne bliver beskrevet af Sarasvathy som følgende:

1. Bird in the hand: Start med hvem du er, hvad du ved og hvem du kender (midler).
   Givet disse midler hvad kan du så gøre?
2. Affordable loss: Invester ud fra, hvad du har råd til at miste.
3. Crazy Quilt: Fokuser på hvem du kender, der kan hjælpe dig?
4. Lemonade Principle: Se muligheder og få det bedste ud af situationen (udnytte kaos, fejl, etc.).
5. Verdenssyn: ”Pilot in the plane”: Du skaber fremtiden, mens du handler og går vejen, hvor det er vejen, der er målet. Skab muligheder der har afsæt i, hvem du er – og hvad du kan og vil – og du vil kunne handle på dem.

Kilde: https://www.stecherinsti.com/baggrund/entreprenoerskab

The bird in the hand principple

Hos samarbejdspartner: 

På King Fasial Hospital følger fysioterapeuterne faste protokoller og procedurer for en bestemt henvisningsdiagnose. De har en plan for hvad de skal gøre med den enkelte borger, og er selv klar over, hvad de har af erfaring og uddannelse for at lave den rette fysioterapeutiske behandling – fysioterapeuterne som individer og som enhed. Eric (over-fysioterapeut på King Fasial) synes at være den fysioterapeut, der holder sig mest opdateret på ny viden – vi forventer at han formidler det til de andre fysioterapeuter på sygehuset. De uddelegerer opgaver til hinanden, og følger op hver sin patient. 

Os som studerende er usikre på hvad vi må vise af evner og hvad vi må sige, for ikke at træde på det hieraki, som hersker på sygehuset. Vi føler derfor, at vi ved vores samarbejdspartner ikke har The bird in the hand.  

En måde at udvikle egenskaber inden for professionen er gennem kurser og efteruddannelse, hvilket flere af fysioterapeuterne på King Faisal har. Anne har fulgt Janine, som har efteruddannelse inden for pædiatri og medicinske patienter, hvilket gør at, hun er den eneste fysioterapeut som kan arbejde indenfor disse områder. 

Livet omkring os: 

Generelt oplever vi, at vi grundet den uvante setting i Rwanda, ikke har The bird in the hand. Vi tvivler omkring hvordan vi udnytter vores evner bedst muligt, og hvordan vi kommer fra A til B med de projekter vi vil sætte i gang. Vi skal lære at navigere i den kultur, kommunikation, forståelse og tradition der findes i denne kontekst. Dog mærker vi en udvikling i forhold til dette siden vi kom hertil for snart 2 uger siden bl.a. fordi vi har fået flere erfaringer og et større netværk.  

The affordable loss

Hos samarbejdspartner:

På king Faisal og i Rwanda generelt er der en vertikal form for ledelse, hvilket vil sige at der er et klart hierarki på baggrund af bl.a. alder, job, uddannelse, indkomst, familie og status. Vi som fysioterapeutstuderende i samarbejde med Eric, kan stille os i en situation, hvor det er svært at stille kritiske spørgsmål. Vi skal derfor vælge vores ord med omhu og vurdere om det kan betale sig at stille ham spørgsmål, som han ikke nødvendigvis kan svare på eller virker til at vi sætter spørgsmålstegn ved hans evner. Vi vil nødig risikere at han ser sig sur på os.

Eric fortæller, at de på King Faisal har en vision, som går på at alle fysiotarapeuter og anden sundhedspersonel skal have hver deres tablet, for at de hurtigere og mere effektivt kan lave E-journaler i stedet for deres nuværende system, som baseres på papir. Dette vil dog være en ekstrem stor investering for hospitalet, hvorfor det er noget, som vil tage længere tid at indføre. Dog fortæller Eric, at det er en god investering i fremtiden, og at han er sikker på, at det vil ske.  

Livet omkring os: 

En investering handler om at tage noget og gøre det til mere. Det er et princip, som vi i stor stil bliver mødt med på ungdomscentret, hvor breakdancerene holder til. Da vi kom som fremmede første gang hos dem, blev vi med det samme inkluderet i deres fællesskab, og de ønskede at lære os alle deres moves, freezes og andre tricks. Ved deres investering i os, blev vi inspireret til at dele vores skilles. På den måde blev vi alle bedre til noget igennem dette møde af skill-sharing

I forhold til at deltage på dette valgfag har vi valgt at investere i bl.a. flybilletter, hus, kost, tid væk fra vore kære og viden, som vi kunne have fået igennem de andre valgfag. Til gengæld får vi muligheden for at udvikle og øge vores faglige-, sociale-, kulturelle- og personlige kompetencer gennem alle de oplevelser som Rwanda byder på.

I mødet med lokalbefolkningen og med en investering af tid, tanker og følelser skabes der kammeratskaber, som giver mulighed for nye investeringer. Gennem mødet med Kubasha Crew har vi mødt Nazus, som ud over at være breakdancer laver rap-musik., Han har svært ved at komme ud med denne musik, da han ikke ejer en computer. Tilfældigvis kommer Rikke (Lasses kone) til Rwanda d. 19. September, hvor hun har mulighed for at tage gamle computere og mobiler med fra venner og familie. For Nazus vil denne investering af vores tid og gamle computer betyde, at Nazus’ fremtid som musiker vil se lysere ud.

The crazy quilt principle 

Hos samarbejdspartner: 

King Fasial viser, at de har mange dygtige læge, sygeplejerske, fysioterapeuter, diætister mm. Det virker til at de har et godt tværfaglig samarbejde. Vi har oplevet, at der afholdes tværfaglige møder omkring enkelte patienter, for at få det bedst mulige resultat. Vi ved dog ikke om de arbejder tværprofessionelt (deling af viden færdigheder og kompetencer), eller om de holder sig inden for deres egen profession.

Livet omkring os: 

I Rwanda bruges sociale medier meget aktivt til at udvikle den enkelte persons netværk. Ved første møde med en af de lokale er der stor sandsynlighed for, at de spørger efter Instagram, Facebook, telefonnummer og Whatsapp, hvilket for os som danskere kan virke påtrængende og intimiderende. 

The lemonade principle 

Hos samarbejdspartner: 

King Faisal ligner på mange måder det danske sundhedsvæsen, men på grund af kulturen i Rwanda, er systemet lidt mere ineffektivt og med mere ventetid – både for os, fysioterapeuterne og patienterne. Vi får det bedste ud af ventetiden, ved at bruge den på at diskutere vores observationer og tanker.

Selvom det er et stort og anerkendt sygehus, har de selvfølgelig ikke

uanede mængde penge. I deres træningssal ses et godt eksempel på “at få det bedste ud af det man har”. Til træning af finmotorik i hænderne bruges der ikke det nyeste og fineste udstyr, men i stedet har de en tavle, hvor der hænger alt fra en telefon, en stikkontakt, snørebånd til en vandhane. Dette er meget funktionel træning og en billig måde at skabe mulighed for rehabilitering af hænder. Det er så funktionelt, at det har givet os inspiration til at tage med til Danmark.

Livet omkring os:
Generelt kan man i Rwanda blive meget inspireret af, hvordan de får det bedste ud af situationen. Vi har mødt nogle fantastiske fyre med funktionsnedsættelse i form bl.a. et mistet ben eller manglende hørelse, og sammen har de ved hjælp af nogle tovholdere samlet et breakdance-team. Kubasha crew er enormt inspirerende, og gennem deres støtte til hinanden og indre drive, træner de så meget, at deres funktionsniveau bliver markant bedre. De får uden tvivl det bedste ud af den situation de er i. 

En af danserne, Vedaste, bor alene i sit hus. Han har ikke kontakt til sin familie, da de ikke kunne tage sig af ham, da han blev syg. som følge af at bo alene er han blevet en fabelagtig kok – han er blevet god til noget fordi han mangler noget andet. Dette kan perspektiveres til at vi her i Rwanda er blevet bedre til at være åbne over for nye mennesker og venner, da vi “mangler” vores vante netværk i vores hjemland.

The pilot on the plane: 

Hos samarbejdspartner: 

Selvom vi godt kunne tænke os at påvirke og udfordre det hierakiske system, som vi kan fornemme hersker på sygehuset blandt de ansatte, er dette sandsynligvis ikke noget vi kan kontrollere. I stedet kan vi prøve at være imødekommende og høflige, så vi bliver set på som så anerkendte studerende som muligt. Vi kan kontrollere den måde vi kommunikerer og er varsomme med vores ord, så vi gennem en velvalgt samtale alligevel kan prøve at blive respekteret i vores viden og kompetencer. 

Livet omkring os:
Vi studerende kan ikke kontrollere hele Rwanda eller Afrika og redde dem for fattigdom, selvom man kunne ønske dette. I stedet kan vi gøre noget for de mennesker vi møder og give dem nogle gode oplevelser. Ud fra ordsproget “give a man a fish and you feed him for a day teach a man to fish and you feed him for a lifetime” kan vi lade os inspirere til ikke bare at give penge til dem her og nu, men i stedet gennem reflekterende spørgsmål hjælpe dem med et nyt syn på muligheder i livet.. 

The danger of a single story

Link: https://www.youtube.com/watch?v=D9Ihs241zeg 

“The danger of a single story” viser en kvinde, (Chimamanda Ngozi Adichie) der fortæller om, hvordan man nogle gange tror på en vinkel af en befolkningsgruppe som en sandhed. Budskabet er at lære at høre flere sider og historier for at danne sig et indtryk og en forståelse. 

Dette kan både bruges til det kulturmøde her i Rwanda, men også i fysioterapi i Danmark. Hvis man møder en person der har kommunikationsvanskeligheder, kan det synes, at personen har kognitive vanskeligheder. I fysioterapi kan man tænke, at man skal kommunikere med denne person på en anden måde fx ved at bruge et andet stemmeleje eller ved brug af armene. Vi forventer næsten at den mentale alder er yngre end den egentlig er. Det vi ikke ved, er om patienten har en høj uddannelse, er kognitivt velfungerende men at den den ekspressive kommunikation af en grund kan være udfordret. Man kan altså komme til at lave forkerte antagelser. Dette må Anne indrømme, at hun er kommet til, hvor det efterfølgende viste sig, at han var i gang med en kandidatuddannelse.  

På King Faisal er der klare protokoller til enhver diagnose. Der er altså en “historie”, som fortæller hvordan et sygdomsforløb burde være. Denne meget firkantede måde at tænke på, kan kan føre til, at der behandles i blinde uden at tage hensyn til eventuelle psykologiske, sociale eller økonomiske tilstande. I dansk praksis findes  der retningslinjer, hvilket giver os mulighed for egne tanker, sparring med kollegaer og ræsonnering, hvor igennem den bedste behandling findes til den enkelte patient.

Vi er tre 24-årige fra 7. semester fysioterapi UCN. Vi skal sammen med 8 andre studerende være 5 uger i Rwandas hovedstad Kigali. Vi tre er blevet tilknyttet det store privathospital King Faisal, som vi har fået indtrykket af her i byen er det bedste hospital.

Lasse:
Jeg har ingen erfaring med store udenlandsrejser og slet ikke med Afrika, hvorfor jeg ser dette som en unik mulighed for at udfordre min personlige komfortzone. Jeg har som europæer og dansker nogle andre kulturelle værdier, normer og overbevisninger, som på mange måder ikke vil ligne de rwandiske. Dette møde mellem kulturer bliver en fantastisk oplevelse, og jeg forventer at det i allerhøjeste grad også en erfaring, som kan bruges i mit videre virke som fysioterapeut.

Anne:
Jeg ser frem til at se hvad jeg kan bidrage med til Rwanda og hvad Rwanda kan bidrage med til mig.
Min forståelse kulturmøder er bygget på forskellige erfaringer bl.a. af min flytning fra Holland til Danmark som barn, to ugers udveksling i Tyskland under min gymnasietid og en 5-ugers rundrejse i Indokina. Herudover forskellige småferier bl.a. i De forenede arabiske emirater og i mange forskellige dele af Europa. Jeg forventer kommer ud af min komfortzone i Afrika, og håber, at jeg lærer at navigere i denne kultur. Jeg har tidligere været i praktik på sygehus, og ser frem til at kunne bringe denne viden i spil.
Det bliver spændende at sætte min faglighed i spil i en ny kontekst her i Rwanda både på sygehuset, men også gennem andre projekter.

Elisabeth:
Jeg er 24 år gammel og kommer fra Norge. Jeg har boet i USA og Indonesien, men har aldrig været i Afrika tidligere og syntes derfor Rwanda og Afrika lød spændende. Selv arbejder jeg i fitnessbranchen, og møder mange forskellige individer som jeg træner og knytter nære relationer til. Mine mål og forventninger til de næste 5 uger er at lære noget om en anden kultur, samt at få erfaring og viden om hvordan de arbejder som fysioterapeuter og generelt i sundhedsvæsenet på det kontinent vi nu er ankommet til. 

Jeg glæder mig til de næste uger og håber i vil kigge med på vores blog. 

King Faisal
Vores viden om samarbejdspartner er primært dannet ud fra hjemmesider, men også af fortællinger fra vores underviser Betina og andre studerende, som tidligere har været der.
Hospitalet er et privathospital, som er det største og mest anerkendte i Rwanda. Det er multidisciplineret og specialiseret, og patienter fra andre lande søger også dertil.
Vi bør være opmærksomme på, at der ikke er en affladet ledelsesstruktur men derimod fokus på hierarki blandt ansatte – hvor vi skal kende vores plads som studerende. Vi har desuden hørt, at hygiejne ikke lever op til danske standarder, da fx rengøringspersonale ikke bliver skærmet for sygdomme. 

Lokalområdet 
Kigali er opdelt i flere bydele, og vi bor i bydelen Remera – her er der en blanding af forholdsvis store højhuse med kontorer, dyre huse og små mudderstier til huse med bliktage. Det er ikke overvældende for de lokale når de ser en hvid i dette område og her er en blanding af lokale småbutikker og restauranter/kaffebarer, som er europæisk inspireret. Det kan føles mærkeligt at bo i et stort hus med 8 soveværelser og 7 badeværelser med udsigt til et område med en mere primitiv bolig. Vi har ikke været inde at se, men udefra ligner det, at vand og el er en luksus. Vi kan se at de vasker tøj ved en slags brønd og tørrer det på græsset. 

Lige ned langs med vores gade, kan man komme forbi et lokalt galleri. Det ligger ikke ud til en stor vej, og det er ikke en stor bygning. Blikket bliver fanget af de dragende billeder og farver på huset, og indenfor findes flotte malerier. 

Transport
Der findes overordnet tre måder hvorpå man kan bevæge sig rundt i storbyen Kigali; taxa, moto og på gå-ben. Taxa er den sikreste men også dyreste måde at komme rundt på. Taxa er en del langsommere end moto, specielt i rush-hour, hvor en moto nemt kan suse på kryds og tværs mellem biler, lastbiler og busser. Sikkerheden ift. moto er ret varierende, det er lovpligtigt at bære hjelm på moto, men den hjælper ikke voldsomt meget, da spændet under hagen oftest er meget løst. Man skal være opmærksom på at øl nogle steder er billigere end vand, hvorfor øjenkontakt og en hurtig vurdering af moto-køren er vigtigt inden man sætter sig op. I kigali bruges der hverken landkort eller vejnavne, men i stedet landmarks. Vi bor tættest på RDB, og herfra er det nemt at få fat i en moto. De fleste steder kører der en del forbi, så man skal ikke vente mere end et minuts tid før man kan komme afsted. Prisen svarer cirka til 1-2 kr pr. km. Det er ind til videre vores foretrukne transportmåde. 

Indkøb
Simba er en restaurant og et supermarked som er meget populært for de i nærområdet, som har en del penge. Den befinder sig 2-3 minutter gåafstand fra huset. 

Det er også mange små lokale butikker der sælger mad og andre nødvendigheder vi kan tage med til huset, de ligger spredt rundt i området og er åbent hele døgnet. 

Restauranter
I vores lokalområde er der alt fra små, snuskede kioske til store, dyre restauranter. Indtil videre har vi holdt os til det kendte, men selvfølgelig bør vi opleve hvordan de lokale spiser. 

Ved Simba er der en restaurant, hvor man kan få alt fra bøf, pasta, pizza og burgere. Man kan også få de lokale gryderetter. Dog er det ikke altid den hurtigste måde at få maden på. Der kan hurtigt gå en lille time, hvis vi er mange, der skal have mad.  

Universitetet 
Universitetet vi er tilknyttet ligger i bydelen Kimirunko, som er 35 minutter gang fra vores hus. Kontrasten mellem dette universitet og danske universiteter er let at få øje på, små mørke og slidte lokaler, dårligt wifi, gammel teknologi og briksene bliver brugt som bord til de studerende. Trods den store forskel betyder det, at være studerende på et universitet høj status. Som en ung person med en færdig uddannelse øges ens muligheder for succes i livet markant. Den vertikal ledelses-struktur betyder at undervisnings metoden her i Rwanda er meget anderledes end i Danmark. Når læreren har en meget højere status betyder det at de studerende har svært ved at stille undrende og kritiske spørgsmål, som kan gøre at lærerne taber ansigt. Et godt fif er at medbringe toiletpapir, da dette ikke altid er på toiletterne.

Kimironko market: 
Er et stor marked hvor de lokale sælger alt af frugt, grøntsager, kød, levende høns, stof, tasker, sko og andre ting. Der sidder syersker, som kan sy lige det tøj man kunne tænke sig. Man får en del opmærksomhed som hvid på markedet, og ind til videre, har vi sandsynligvis fået en del overpriser. Vi må lære at blive lidt bedre til at prutte om prisen.